Af: Anders Drejer & Allan Bruun
– Hvad skete der i grunden med vidensamfundet? I det omfang det overhovedet eksisterede, så er vi for længst ude af industrisamfundet og teknologien har gjort vidensamfundet til en anakronisme…
Verden er global
For det første er den globalisering, som vi ganske almindelige mennesker har fået øjnene op for, også et resultat af internettet og sociale medier. F.eks. har den tidligere mangeårige amerikanske nationalbankdirektør, Alan Greenspan, skrevet en bog med titlen ”The Age of Turbulence”, (Greenspan, 2007). I bogen undersøger Greenspan, som en anden detektiv, den globale og kapitalistiske økonomi, som Greenspan erkender eksisterer med afsæt i terrorhandlingerne den 11. September 2001. Og selv vi danske opdagede vel i 2005, at vi er en del af en global verden, hvor man ikke kan publicere nogle vældigt morsomme satire tegninger med billeder af profeten Muhammed uden at nogen, ”derude”, opdager det og spreder tegningerne. Sagen om Muhammed-tegningerne har dog tilsyneladende ikke ført til en refleksion og erkendelse a la Greenspans. I hvert fald ikke fra politisk hold. Desværre. Men vi må erkende, at vi i dag er en del af et globalt samfund og som danskere (mennesker som virksomheder) ikke længere kan gemme os i vores egen andedam.
Kapitalismen er under forandring
For det andet er selve den kapitalistiske økonomi, som Greenspan og mange med ham, har sat deres lid til også under beskydning. Greenspan karakteriserer den global økonomi (anno 2007) som meget mere fleksibel, tilpasningsdygtig, åben, selv korrigerende og hastigt forandrende end bare 25 år tidligere. Det er en økonom, der taler. Og for økonomer er markedet perfekt. Det kan altid diskuteres og det er da også som om at verdensborgerne er begyndt at stille alvorlige spørgsmål ved en rent kapitalistisk økonomi. Først kom den dengang kontroversielle idé om at der faktisk er grænser for vækst på jordkloden, hvilket igen førte til begrebet bæredygtighed – noget der i dag er en naturlig del af vort sprog og den måde vi taler også om forretningsmodeller og strategi. Uden at Alan Greenspan eller andre hardcore økonomer rigtig opdagede det, så begyndte nye sociale mønstre at give sig udtryk i nye forretninger, f.eks. indenfor deleøkonomi, hvor aktiver deles på forskellig vis og dermed udnyttes bedre. F.eks. kan man jo lige så godt leje sin bolig ud, mens man selv er på ferie. Eller tage en passager med, når man alligevel kører til København. Og det kan sagtens have store konsekvenser for etablerede, gammeldags forretninger. Boligudlejningstjenesten AirBnB voksede sig, målt på antal overnatninger, større en Hilton kæden på kun otte år. Uden at bygge et eneste hotel baseret på russisk finansiering. Og når man nu alligevel er så godt i gang, hvorfor så ikke lave forretning på genbrug. Dagens tilfælde er, at vi under forberedelsen på at skrive disse linier, drøftede et interview med Carlsbergs formand, Flemming Besenbacher i Børsen, hvori Flemming gjorde sig til talsmand for at danske selskaber har en gylden mulighed på at tjene penge på genbrug. Ja, naturligvis – lad os bruge markedet som mekanisme til at tjene penge på at gøre noget, som også er godt for andet! Og her ender vi jo med fænomenet ”den tredobbelte bundlinie”, altså ideen om at organisationer naturligvis skal tjene penge (profit), men også skal skabe positive resultater for deres interessenter (people) og for omverdenen (planet). Lad os lige minde om, at man kun i ret kort tid kan have succes på de to sidste bundlinier uden at have profit, men også at ens profit kan påvirkes positivt af at have succes med people og planet. Noget er begyndt at dukke op, som fortæller os at samfundet og markedet er ved at ændre sig markant. Det burde de nok haft læst hos ledelsen i Danske Bank …
Medarbejderne (og deres motivation) er en mægtig driver
Planet har vi vist talt nok om for nu, men lad os tale om people så. Ganske meget tyder på, at vi mennesker ikke bare er begyndt at agere anderledes som forbrugere og kunder, men at vi også ser os selv anderledes som arbejdstagere. I forbindelse med at stress blev noget som vi talte åbent om, blev begrebet ”work-life-balance” introduceret i Danmark og det at mange mennesker af nød eller lyst har erkendt, at livet skal fungere både på og udenfor arbejdspladsen, er begyndt at skubbe til den måde vi organiserer os og leder på. Man skal her heller ikke glemme, at mange i dag har en drøm om at være sin egen herre – og at det aldrig har været nemmere at starte egen virksomhed. Så hvorfor overhovedet være lønmodtager? Ja, det spørgsmål tror vi at mange stiller sig selv. Vi har endda fået nye motivationsteorier, som gør det naturligt at dyrke sin indre primadonna og sit behov for anerkendelse. Et arbejdsmarked tæt på fuld beskæftigelse hjælper nok også – konkurrence er jo sundt, ville Alan Greenspan sige. Som et resultat er der pres for at gentænke vores tilgang til ledelse og organisering. Igen, tilfældigvis, var der i forbindelse med gennemgang af medierne som forberedelse til dette skriveri (endnu) en artikel om en virksomhed, hvor man har forsøgt sig med en fire-dages arbejdsuge. Resultatet? Medarbejderne når det samme (samtidig med at de er mindre på de sociale medier etc i arbejdstiden) og er mere lykkelige. Og chefen udtaler:” … hvorfor betalte jeg dem dog per dag? … ”, (CNN, 25.07.18). Om end anekdotisk, så er casen interessant, fordi nedsættelsen af arbejdsugen blev undersøgt videnskabeligt. Og det ser ud til at virke. Som vi skal se senere, så er der også meget, der peger på at vi har behov for at gentænke selve præmissen for ledelse, herunder også strategisk ledelse, i retning af noget som passer mere til det moderne menneske end vores traditionelle tilgange.
Vi har for længst forladt industrisamfundet
De ovenstående tendenser er ikke helt tilfældigt trukket frem. De er trukket dem frem for at illustrere en mere grundlæggende forandring på samfundsplan, som vi er midt i. En forandring, som er så omfattende og veldokumenteret, at vi nok har en tendens til at glemme den og så komme i tanke om den cirka hvert 15. År. Det handler naturligvis om skiftet fra industrisamfund til vidensamfund. Historisk set har det givet mening at bruge forskellige samfundsformer til at beskrive forskellige perioder, vigtigst for os er landbrugssamfund, industrisamfund og nu et samfund, vi er undervejs i – vidensamfundet. Der sker et skifte hver cirka 250 år, og omkring år 2000-2004 var der stor opmærksomhed om det igangværende skifte fra industrisamfund til vidensamfund. Kim Møller og Mikael Lindholm udgav ”Slip Innovationen løs”, (Møller & Lindholm, 2005), Ulrik Haagerup udgav ”En god idé – fik du den?”, (Haagerup, 2005), Lars Qvortrup skrev den rasende begavede ”Det Lærende Samfund”, (Qvortrup, 2001), og endelig kom bogen ”LUK OP”, (Drejer & Printz, 2004). I alle bøgerne beskrev og diskuterede vi det igangværende samfundsskifte – og der var en stor samfundsdebat. Men ligesom Svend Brinkmann holder op med at være på mode, så døde interessen for innovation, kreativitet ind i folkeskolen og fornyelse af samfundet. Og nu er interessen der så igen.
Skal det hedde AI samfundet?
Efter sigende kan man, som ansat i Amazon, i dag blive fyret af en maskine. Det er faktisk sådan, at Amazon har en ”maskine”, som ud fra nogle kriterier og observationer kan måle eksempelvis en medarbejders adfærd og performance – f.eks. om medarbejderen har den rette adfærd og hvor effektivt han/ hun bruger sin tid, går på toilet i arbejdstiden osv. Ud fra det kan man så enten tilrettelægge relevant træning og udvikling og i sidste instans – ja, så kan denne teknologi så også fyre en medarbejder. Vores umiddelbare reaktion på dette var, at ”det lyder sgu da vildt!”
Ovenstående graf illustrerer, i hvilken hast den teknologiske udvikling bevæger sig i forhold til anden samfundsmæssig udvikling. Til sammenligning kan vi sige, at en gennemsnitlig computers regnekraft fordobles cirka hver 18. måned! Dette giver faktisk en ret god forståelse for den reaktion, vi havde på eksemplet med Amazon; nemlig at den teknologiske udvikling sker så hastigt, at vi som almindelige mennesker i det hele taget har svært ved at tilpasse os de nye muligheder, dette kan give os. Derudover er der alle de etiske og moralske spørgsmål, som også melder sig. Til vores reaktion kan vi så sige, at dette netop er udtryk for udfordringen i at kapitalisere på de muligheder, som kombinationer af teknologier giver. Den helt store markedsmæssige strategiske ledelsesopgave er at lukke gabet mellem de teknologiske produkter og ydelser – og at gøre det forståeligt nok for dem, der skal købe det. De markedsmæssige, strategiske kompetencer for fremtidens topleder er således en god blanding af exceptionelt høj kreativ-logisk sans og en forståelse for slutbrugernes mentale transitionsprocesser.
Ved bare at se på grafen kan vi altså med rette stille os selv nogle ganske vigtige spørgsmål både som individer og som del af et samfund. Her kunne man måske også finde nogle svar på, hvorfor vi fra politisk hold ikke evner at understøtte udviklingen af bæredygtige virksomheder og forretningsmodeller? Og der kunne være mange andre gode spørgsmål…
Men stop lige en halv, for hvad blev der af vidensamfundet? Vi indledte jo med at skrive om dette vidensamfund, men er vi i virkeligheden midt i en ny tidsalder – som vi passende kunne kalde AI-samfundet? Vi ser et væld af nye Tech virksomheder, som dukker op. Foruden dem har vi de helt store som Amazon, Google og Apple, som lever af at sælge dine og vores data. Hvordan vi opfører os på nettet, hvad vi søger på, hvornår vi står op og går i seng og sådan set alt, hvad der sker midt imellem. De sælger disse data som en handelsvare. Dataene fungerer som kardinalpunkter i en algoritme, som i sidste ende har til formål at få os og jer til at bruge vores penge på en bestemt måde. Virksomheder er altså i stadig højere grad baseret på data og på et mere objektivt-rationelt grundlag end tidligere.
Skal vi til at tale om AI –samfundet?